Frans Rasmussen

– engagementet lyser ud af manden!

Af Per Wium, musikjournalist

Jeg var 23 år og på én af mine tidlige interview-opgaver for DR.

Jeg kan huske at jeg blev helt forskrækket over Frans Rasmussen da interviewet var gået i gang.
Han var en eksplosion. En eksplosion af engagement og temperament.
Han brændte! Brændte for musikken!

Siden havde jeg sporadisk kontakt med Rasmussen og nød altid de få stunder, vi havde sammen.

Indtil for et par år siden, da han hyrede mig til at skrive et festskrift til Kapelmesterforeningen. Det betød at vi mødtes flere gange i en periode.
Inspirerende og aldrig kedeligt!
På den baggrund har jeg set frem til at læse hans nye bog, ”Brobyggeren med dirigentstokken”.

Frans Rasmussen (FR) skriver præcis som han er:

Levende, glødende, optaget af sager, musik og mennesker!
Erindringer fra barndommen i stærke ”billeder” og situationer.
Relationen til forældre og brødre, lærere og kammerater. På godt og på ondt.

Senere i bogen om kvinder, samarbejdspartnere, udfordringer, nederlag og sejre. Om ansættelser, om ambitiøse projekter, om store rejser og om sine børn.

Og frem for alt om musik!

Skoletiden – helvede på jord

Overskriften er ikke min, men taget fra bogen.

Skoletiden var ikke FR's livret, slet ikke.
I løbet af skoledagen havde den unge Frans kun én ting i tankerne: Det sorte flygel derhjemme.
Kun musiktimerne fængede. De musiktimer, som FR i øvrigt begræder er så nedprioriterede i dagens Danmark. Mange steder i bogen har FR helt relevante kommentarer til kulturpolitiken i Danmark i 2010'erne. Eller mangel på samme...

Puberteten startede sent, men er til gengæld aldrig ophørt. Et fact, som bekræftes af hovedpersonens ”tredje og sidste kone”, Anne (Anne-Margrethe Dahl).

Ind i musikken

FR fortæller bogen igennem med smittende begejstring om musik.

Om uddannelse, om musikere, om spille-jobs, om store koncerter og om dét at fordybe sig med glød og engagement.
Han undrer sig over at Rachmaninoff var ugleset på musikkonservatoriet, han er optaget af jazz-navne som Coltrane og Miles Davis.
Han nægter at indordne sig under begreberne klassisk og rytmisk musik. Han skelner i stedet mellem god og dårlig musik.

Han fortæller om store kunstnere, han har mødt, arbejdet sammen med, ladet sig inspirere af.

Han fortæller også om musikfolk, som han bestemt ikke har noget som helst til overs for. Han gør det så elegant at han aldrig nævner navne. Men skulle de ikke-navngivne læse bogen, vil de ganske givet kunne kende sig selv :-)

Kvinder

FR skriver om forelskelser (mange), erotik (gerne) og sine koner (en hel del).

Men han gør det varmt og uden at det på nogen måde bliver for privat eller for meget. Han gør det med respekt. Og han indrømmer først og fremmest egne fejl i stedet for at se fejlene hos de kvinder, han har haft relationer til.
Glæden og stoltheden ved hans ”tredje og sidste” hustru, Anne, er slet ikke til at tage fejl af. Den stråler ud af bogen.

Danske orkestre

Vores hovedperson har stort set arbejdet med alle danske orkestre, små og rigtig store.

Vi læser om prøver og koncerter, vi kommer ind bag kulisserne og ind i processerne. Det er spændende læsning.
Lige inden bogens deadline får FR at vide at DR Underholdningsorkestret skal nedlægges. Det forstår han intet af. Han tager dybt afstand fra denne beslutning!
I et citat erindrer han eet af de tidlige møder med dette orkester, der i øvrigt ligesom FR selv har bevæget sig smukt mellem musik-genrerne:

"Underholdningsorkestret gjorde mig stærk nok til at møde hvem som helst og hvad som helst senere i karrieren. Jeg tror ikke de regnede mig som mere og andet end en hørelære-pædagog fra konservatoriet, der skulle lege dirigent. ….. Jeg husker et let underholdningsprogram, jeg skulle dirigere. NU skulle jeg vise dem hvordan man præcis efter foreskrifterne i partituret. Og jeg forklarede og forklarede. Skånselsløst. I pausen kom en ung violinistinde hen til mig. Jeg var sikker på hun ville give mig komplimenter for mit arbejde. Fnysende forklarede hun mig at jeg skulle lære at holde min kæft, ellers blev de vanvittige.”

Flere herlige citater

”Hold nu tungen lige i munden: Min tredje kones første mands første kones tredje mand blev min bedste ven. Claus hed han. Han er død nu”

FR lægger ikke fingre imellem. Han skriver om relationer, om forelskelser, brud og forandringer. Han skriver om mennesker.

”Jeg vandrede rundt i et hav af teaterklenodier: Helge Rode, Olaf Ussing, Ib Hansen, Flemming Flint, Ole Ernst, John Frandsen og alle de andre.”

FR skriver levende om legender, originaler, krukker og stjerner.

Han har suget til sig – og endte selv med at blive én, der udskiller sig fra mængden på den gode måde.

Anbefales varmt

Frans Rasmussens dejlige bog om at være ”brobygger” anbefales til alle, der interesserer sig for musik og for mennesker.

Hvis jeg skal drille venskabeligt på falderebet er udtryk som ”min største oplevelse” og ”bedste i mit liv” drysset ud med rigelig generøs hånd.
På den måde devaluerer disse lidt sig selv. Men dét er altså en detalje!

Frans Rasmussen: ”Brobyggeren med dirigentstokken”

Udkommer på Nyt Nordisk Forlad oktober, 2014